You are currently viewing Ændret loginmetode – 1. april 2024

Ændret loginmetode – 1. april 2024

Mange har gennemskuet at der har været fest i supporten og der blev tid til lidt gak og løjer
På opfordring lader vi historien hænge så dem der ikke lige fik set det kan nå at grine lidt med


Denne information er for alvor i sidste øjeblik – og vi beklager alle meget.
Påsken falder i år sammen med månedsskifte og skifte af kvartal.
Påskedagene gør, at kontorerne, som normalt sender informationer om opdateringer, holder lukket, og det er netop gået op for os i supporten, at der ikke er informeret om den nye loginmetode ,der rulles på Medlemsservice

Nu har vi fat i din opmærksomhed, og vi håber, at du spreder informationen om denne artikel, så flest muligt undgår problemer.

Der har hen over efteråret været en del henvendelser til supporten omkring nulstilling af kodeord, fordi kodeordet i Medlemsservice skal være lidt mere kompliceret end 1234, som de fleste tilsyneladende ønsker som kodeord. Vi vil gerne efterkomme brugernes ønsker, men vi skal hele tiden opveje det mod, at vi skal sikre, at data ikke bliver kompromitteret.

Heldigvis er vores netværk stort, og vi har nu sammen med et hold ingeniørstuderende ved AAU (Aalborg Universitet) fået udviklet en ny og meget brugervenlig loginmetode. Metoden bygger på AI (Kunstig Intelligens) og nogle basale færdigheder, som spejdere og FDF besidder.
Det ville være nærliggende at bruge en biometrisk løsning (fingeraftryksscanner, ansigtsgenkendelser eller lignende). Men vi ved jo, at fingre og hænder ofte er snavsede eller fyldt med rifter, så fingeraftrykslæsning er ikke stabilt. Ansigtsgenkendelse bliver ganske upålideligt, når personen er begejstret med strålende øjne og blussende kinder. Derfor blev den biometriske løsning hurtigt lagt til side.
Metoden, der er udviklet som et afgangsprojekt, er noget helt nyt, og der forventes et meget stort salgspotentiale i metoden. Vi har naturligvis fået det både mønsterbeskyttet og patenteret. Andre, der vil benytte metoden til at lette deres brugeres adgang til datasystemer, kommer altså til at betale en afgift til Medlemsservice for at benytte metoden. Indtægterne vil i første omgang gå til at dække noget aflønning til Medlemsservice supporten, men på længere sigt forventes det, at der kan udbetales en slags dividende til grupper og kredse. Det kommer an på populariteten – og den har brugerne jo stor indflydelse på.

Den nye loginmetode bruger kort fortalt kameraet på den device, du logger ind på, samt adgang til en database, der ligger ude på internettet.
Det er en videreudvikling af den metode, hvor man enten skal gengive nogle tegn, der står skævt og rodet sammen eller, hvor man skal markere de billeder, der er en cykel på.
Med den nye login metode får man en praktisk opgave, som skal løses foran kameraet. Det vil i starten være noget med at binde knob, fordi det er relativt enkelt at gå til, og det kræver ikke andet end et knobtov. I en snæver vending kan man eks. bruge kogt spaghetti eller et snørebånd.

Det kommer til at foregå på den måde, at man logger ind, som man plejer. Derefter kommer man til en ekstra udfordring, hvor der eks. står råbåndsknob. Nu tager man så sit knobtov og binder et råbåndsknob foran kameraet.
Bevægelserne bliver analyseret og valideret i et stort datacenter, der er bygget under jorden i udkanten af Rold skov. Måske har du hørt om Regan Vest. Det er netop overskydende datakapacitet fra Regan Vest, der har gjort det muligt at lave en prisbillig og sikker løsning.

Man kan naturligvis ikke nøjes med råbåndsknob. Fra tirsdag den 2. april vil det være enkelt knob, råbåndsknob og flagknob, man får som udfordring.
Men efterhånden vil sværhedsgraderne stige, og man får større udfordringer efterhånden, som ens færdigheder stiger, og man løser opgaven hurtigere.
Det kan være en god ide at finde Niels Trautners gode knobbog Knob og stik frem. Har man mere brug for at få vist, hvordan knob og knuder bindes, kan denne engelsksprogede side anbefales: https://www.animatedknots.com

Selvfølgelig har vi tænkt på dem, der ikke lige kan finde deres knobtov eller knobbog frem.
Sammen med Eventyrsport er der lavet et fantastisk godt tilbud, som kun gælder i dag 1. april. Ved at benytte dette link kommer du til bestillingssiden sammen med din personlige rabatkode http://kortlink.dk/e334

Husk at Medlemsservice supporten sidder klar til at håndtere henvendelser hver dag året rundt, hvis du støder på problemer.
Du finder e-mailadressen her