Sommernyheder – 7. juni 2024

Styregruppen bag Medlemsservice er stolte af at kunne præsentere en lang række forbedringer og nyheder flere steder i systemet.

Vi får ofte nye ønsker fra jer brugere og sammen med vores frivillige, udviklerne og ejergruppen arbejder vi hele tiden på at forbedre systemet. Denne gang har vi haft fokus på “små, lækre ting til gavn for mange” og du vil opleve, at nyhederne findes rundt i mange hjørner af systemet.

Nudging af forældrene

Forældre har adgang til deres egne og deres børns data på samme login. De kan redigere data, tilmelde til arrangementer og ikke mindst betale kontingent i systemet.
Der er 3 forbedringer af systemet, som kommer forældrene til gavn:

  • Kontingent-påmindelser indeholder nu links direkte til betaling

Medlemsservice udsender automatisk påmindelsesmails til de medlemmer/forældre, der ikke har betalt kontingent. Fremover vil denne mail indeholde et link direkte til betaling uden behov for at logge ind.

  • Forældre kan se link til alle ubetalte fakturaer 

Når medlemmer/forældre følger linket i påmindelsesmailen, så vil de møde en gul bjælke, der guider dem til at se (og betale) alle ubetalte fakturaer.

  • Advarselstekst i barnets email-felt

Nogle forældre skriver deres egen emailadresse ind på barnets stamkort. Det betyder, at de ikke kan logge ind og medfører dubletfejl. Vi har tilføjet mere hjælpetekst i barnets email-felt, så det bliver tydeligere, at feltet er til barnets EGEN email.

Genveje til kassereren

Der er mange kasserere, der har taget regnskabsdelen i brug og de får nu en smule kortere vej rundt i systemet.

  • Link fra startsiden til afventende kursusgodkendelser

Når en kursusdeltager vælger gruppen/kredsen som betaler, så skal kassereren/kursusgodkender godkende, at I vil betale for deltageren. Fra nu af kan afventende godkendelser ses i den blå bjælke på startsiden af Medlemsservice.

  • Udlægsbilag vises i regnskabsdelen

Det er smart at lade ledere og frivillige sende deres udlæg ind elektronisk. Det er nemt at godkende, bogføre osv. Udlæggene bliver gemt i udlægsdelen – og bliver nu vist i regnskabsdelen direkte på det posteringsbilag, som de hører til. Kort sagt: udlægsbilag bliver vist på samme måde som de bilag, du selv uploader ved bankimporten.

  • Særligt for FDF: Arrangementsfakturaer sendes ind i Medlemsservice

Når en deltager har valgt kredsen som betaler, så modtager I en samlet faktura for hvert arrangement. Fremover sendes denne faktura direkte ind i Medlemsservice og er klar til bogføring i jeres regnskab. I kan selv vælge, hvem der skal modtage en mail med notifikation om ny faktura. 

Læs mere i Tips & Tricks nr.  62

Arrangementstilmeldinger 

Hver eneste dag tikker der tilmeldinger ind til ture, lejre og andre spændende arrangementer både lokalt og nationalt. Vi har hele 4 nyheder med, der giver endnu mere fleksibilitet og mulighed for at tilpasse til jeres egne behov.

  • Eftertilmeldingslink

Det hænder, at vi giver en ekstra deltager mulighed for at komme med på tur. Det er nu muligt at sende denne deltager et link til tilmeldingen, selvom tilmeldingen i øvrigt er lukket.

Læs mere i Tips & Tricks nr. 61

  • Tilmelding i etaper

Ved nogle arrangementer tillader vi deltagerne at rette i deres oplysninger efter de er tilmeldt. Denne funktion er nu blevet finpudset, så du for hvert enkelt spørgsmål kan vælge, om deltageren må rette oplysningen eller ej.

Læs mere i arrangementsvejledningen.

  • Faktura sendes med ved kortbetaling

Når en deltager tilmelder sig til et arrangement, så sker betalingen med det samme. Fremover vil fakturaen blive sendt med som en PDF, så deltageren/forældre har en kvittering for den købte “billet”

  • Mulighed for “usynlige” arrangementer

Fremover har du 2 muligheder for at offentliggøre et arrangement: “Offentligt – synlig på lister”, som virker ligesom du kender det i dag og “Offentliggjort – kun synligt med link”, som giver dig muligheden for at modtage tilmeldinger uden at arrangementet vises i kalenderen. Det er især efterspurgt i forhold til lederarrangementer.

Øget synlighed

Vi har også et par nyheder på listen, der handler om en bedre visning af oplysninger.

  • Status på børneattest er synlig fra frontend

Alle medlemmer og frivillige, som vi har indhentet en børneattest på, kan nu se dato for deres seneste godkendte børneattest på “Min side” i Medlemsservice.

  • Krav til kode vises

Vi har en række krav til kodeord og de vil nu være synlige på den side, hvor du skal skrive din nye kode.